Tirsdag den 26. maj sidder Astrid Gjesing på Kvindemuseet i Århus omgivet af kasser med 2009 økologiske citroner. Hun skriver og venter. Skriver Alt forladt på den ene citron efter den anden og venter.
Inden længe dukker de første skrivelystne op. Det er gæster på museet og andre, der har læst om invitationen til at medvirke til SEA MAIL. Der skrives og snakken går om, hvad teksten betyder, om klimakonferencen til december og om natur.
Senere vælter det ind med 10 årige. Det er 3. kl. fra Skt. Knuds Skole, der er ivrige efter at skrive med og snakke om, hvad kunst er. Så kommer der turister fra København, læsestuderende fra VIA, og to hold studerende fra Journalisthøjskolen, der gerne vil lave interview, både skrevne og direkte til radio – 40 sekunders radio!
Inden den første dag er omme, er der skrevet på over 900 citroner. Næste dag går det igen hurtigt, da 7. kl. fra Holme Skole tager over, og diskussionerne bølger. Så er det jordemødre på kursus, venner, journalister, kunstnere og flere gæster på museet.
Da klokken er 15, er den sidste citron beskrevet, og kasserne læsses ind i Christians Citroen og køres til Pier 1 på Århus Havn, hvor det gode skib ”Anton af Bønnerup” ligger. Det er foreningen ”Levende Hav”, der har stillet skibet til rådighed til sejladsen ud på Kattegat næste dag.
|
|